Side:Det sorte Indien.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

29

Et Øjeblik efter belyste den Lysstribe, som Lampen kastede ned i det sorte Rum, en ung Mand med et rart, fornøjet Ansigt, lysblondt Haar og straalende Øjne, og straks derpaa svang Jack Ryan sig op paa Afsatsen, idet han greb den Haand, som Harry strakte ud imod ham og trykkede den hjertelig.

»Det var brillant, at jeg alligevel traf dig!« raabte han, »men ved den hellige Mungo, havde jeg vidst, at du var oppe paa Jorden i Dag, saa havde jeg minsandten sparet mig for denne Klatretur i Skakten.«

»Hr. John Starr,« sagde Harry nu, idet han drejede Lampen, saa at den belyste Ingeniøren, der hidtil havde staaet i Skygge.

»Hr. Starr!« svarede Jack. »De her, Hr. Ingeniør? Jeg vilde sandelig ikke have kunnet kende Dem igen. Siden jeg ikke mere arbejder i Gruberne, er mine Øjne bleven helt uvante med at se i Halvmørke.

»Jeg husker godt fra gammel Tid en lystig Fyr, der altid havde en munter Sang paa Læben. Det er rigtignok ti Aar siden, men det var temmelig sikkert dig, min unge Ven!«

»Ja, ganske rigtig. Jeg har nok skiftet Haandtering, men jeg har ikke mistet mit gode Humør. Det er bedre at le og synge end at klynke og klage — det synes da jeg.«

»Det har du Ret i, kære Jack. — Naa, hvad tager du dig saa til nu, siden Værket her staar stille?«

»Jeg arbejder i Forpagtergaarden Melrose i Nærheden af Irvine. Det var jo rigtignok bedre i Aberfoyleværkerne: Spidshakken faldt mig meget lettere i Haanden end Spaden. Og saa var der i den gamle Grube saa