31
Jack Ryan steg nu med en munter Sang op gennem Skakten og var snart efter forsvunden.
Et Kvarter senere klatrede John Starr og Harry lykkelig og vel ned ad den sidste Stige og følte nu fast Grund under Fødderne i Grubens nederste Etage.
Fra den runde lille Flade, som Yarow-Skaktens Bund her dannede, løb der straaleformet Gange ud til alle Sider. Disse Gallerier førte dybt ind i Skifer- og Sandstenslag. Nogle af dem vare afstivede med vældige, raat tilhugne Bjælker, andre vare beklædte med tykke Stenmure. Hist og her hvilede Loftet paa mægtige Stenpiller. Nogle af Gallerierne vare opfyldte af store Dynger af Sten fra de andre Minegange.
Nu herskede det dybeste Mørke i disse Gange, der fordum oplystes dels af Minearbejdernes Lamper, dels ved elektrisk Lys, som man i de sidste Aar havde indført. Men de mørke Tunneler genlød heller ikke mere af Kulvognenes Knagen paa Skinnerne, eller af Støjen fra Luftklapperne, der hvert Øjeblik faldt i med et Bulder, ikke heller hørte man længere Karreførernes Raab, Hestenes og Mulæslernes Vrinsken, Spidshakkernes Slag eller de tordenlignende Brag, der drønede gennem Gruben, naar man foretog Sprængninger.
»Vil De ikke først hvile Dem et Øjeblik her, Hr. Starr?« spurgte Harry.
»Nej, Tak, jeg længes efter at komme til gamle Simons Hytte.«
»Vil De saa blot følge efter mig, jeg skal nok gaa foran og vise Vej, skønt jeg egenlig er vis paa, at De godt selv vilde kunde finde Vej endnu i denne mørke Labyrint.«
