74
John Starr. »Hvad nu Beskaffenheden af disse Kul angaar…«
»Den er aldeles fortræffelig, ganske udmærket,« faldt Simon ham i Talen og huggede i det samme et Stykke Kul løs med sin Spidshakke. »Der kan De selv se! Se, hvor Brudfladen glinser! Vi har her fundet en fed, fortrinlig Stenkulsart, der, som De ser, springer i mindre Stykker næsten uden Støv eller Affald. Forbrugerne vil slaas om det, for det kan jo tilmed frembringes med saa faa Omkostninger, at det vil kunne sælges langt under den almindelige Pris.«
»Ja, det er noget udmærket Kul,« sagde Mary, der havde taget et Stykke op og betragtede det med Kenderblik. Tag dette Stykke med hjem, Simon; jeg vilde gerne se den nye Grubes første Stykke Kul brænde paa vor Skorsten.«
»Det skal du faa at se, Mor,« svarede hendes Mand.
»Hr. Starr,« spurgte Harry nu, »har De nogen Forestilling om, hvor omtrent dette lange Galleri, vi her har vandret igennem er beliggende, og i hvilken Retning det gaar.«
»Nej, min Ven,« svarede Ingeniøren, »havde vi et Kompas, kunde vi jo snart se det; men uden det er vi i samme Situation, som Skipperen, der ligger midt ude paa Havet i Taage og ikke kan gøre sit Bestik, fordi Solen ikke vil vise sig.«
»Ganske vist, Hr. Ingeniør. Heldigvis passer dog Sammenligningen mellem vor Stilling og Sømandens ikke i andre Henseender, for han har altid Afgrunden under sig; men vi staar med fast Grund under Fødderne og behøver ikke at nære Frygt for at forulykke.«
