93
først og fremmest om at paavise, hvorledes Ilden kunde være bleven antændt paa Spidsen af det gamle Taarn, hvilket Brændselsmateriale man havde anvendt, og endelig hvilke Stoffer der var blevet tilbage efter Forbrændingen.
Men der blev intet oplyst: man fandt hverken Rester af Svovlstikker, Papirstumper eller andet lignende. Ikke heller kunde man opdage tørt Græs, Træ eller nogetsomhelst andet af det Materiale, som i den foregaaende Nat sikkert var blevet anvendt i rigelig Mængde til Baalet.
Og endelig fandtes der ikke det ringeste Spor af Aske eller nogen anden nok saa ringe Rest af et brændbart Stof. Man kunde altsaa ikke engang paavise det Sted, hvor Ilden havde været antændt. Hverken paa Jorden eller paa Stenene saa' man nogetsteds en sort Plet. Skulde man antage, at en Skurk blot havde stillet sig op paa Stedet med en stor Fakkel i Haanden? Det var højst usandsynligt, da Flammen efter Øjenvidners Udsagn havde haft en ligefrem kæmpemæssig Størrelse, saa at Mandskabet paa »Motala« trods det taagede Vejr havde kunnet iagttage den i en Afstand af over en halv Mil.
»Ildhekse behøver ingen Svovlstikker!« sagde Jack Ryan. »De puste blot, saa antændes Luften rundt omkring, og af den bliver der sandelig ingen Aske tilbage.«
Hele Udbyttet af Øvrighedens Anstrengelser var til syvende og sidst blot, at man fik en Spøgelsehistorie mere at fortælle, en Beretning, som vilde forevige »Motala«s Undergang og bortfjerne enhver Tvivl om, at
