10
saa stort paa, at jeg med Modsætningens Nødvendighed maatte føre Sagen til det Yderste. I ethvert Tilfælde nu er det afgjort: Sagen, Spørgsmaalet skal føres til den yderste Afgjørelse.
Det Eneste, jeg kunde ønske saa tidligt som muligt at faae en Viden om, er, om Regjeringen er af den Mening, at Christendom (eller hvad der dog kalder sig Christendom, og, in parenthesi bemærket, hvis det ønsker sig slig Hjælp, ogsaa derved angiver sig selv ikke at være det nye Testamentes Christendom) skal forsvares ved Brugen af juridisk Magt eller ikke.
Man misforstaae mig ikke, som var det min Tanke, hvis dette var Regjeringens Mening, saa at ville holde min Mund, gaae om ad en anden Gade. Paa ingen Maade. Vistnok kan det for et Menneske med min Helbred, og naar man paa Grund af en ulykkelig legemlig Svaghed i ganske særlig Grad trænger til Motion, det kan være en betænkelig Sag, Noget at gyse tilbage for, Tanken om Arrest o. D. Men jeg tør ikke vige; mig tvinger en høiere Magt, der vistnok giver Kræfter, men ogsaa ubetinget vil lystres, ubetinget, blindt som Soldaten Commandoen, om muligt med det Uvilkaarliges Præcision som Rytter-Hesten lystrer Signalet.
Man misforstaae mig heller ikke saaledes, som var det paa nogen Maade min Agt, hvis der fra Regjeringens Side toges slige Forholds-Regler mod mig, da, om muligt, ved Hjælp af Folke-Bevægelse see at contrademonstrere: paa ingen Maade. Det er jeg saa langtfra, at jeg forstaaer det som min Opgave at afværge, saavidt muligt, Sligt, jeg der aldeles intet har med Folke-Bevægelser at gjøre, men, om muligt, renere end den reneste Jomfrue i Danmark er bevaret reent i Enkelthedens Særskilthed.
Men jeg ønskede blot at faae at vide, om min Opgave vil blive at væbne mig med Taalmod og Sinds-Ro i Retning af Proces, Arrest o. D., eller om Regjeringen er af den Mening, at Christendom maa forsvare sig selv, og at 1000 Præster med Familie lige over for bogstavelig eet eneste Menneske kan ansees for at være tilstrækkelig physisk Magt, et næsten umenneskeligt Forhold, saa Staten snarere — thi Spøgen kan jeg dog aldrig glemme, end ikke naar jeg taler om mit Livs største Afgjørelse — burde give mig nogle Betjente til Hjælp mod disse 1000 Præster, formene dem at virke masseviis mod mig, sætte nogle af de allerværste Vrøvlehoveder fast, naar de forskyldte tredie Gang at maatte tiltales for Vrøvl, og paa anden Maade bidrage til, at Spørgsmaalet om hvad
