117
UNDERHANDLINGER.
var til at tage og føle paa, som kastede Skygger, og som levede, men som dog var saa underligt utrolige og uvirkelige. Montgomery knaldede med sin Pisk ad dem, og øjeblikkeligt vendte de sig og flygtede over Hals og Hoved ind mellem Træerne. Da Montgomery og Moreau var i en Afstand, som jeg ansaa for tilstrækkelig, vadede jeg i Land, tog Revolverne og undersøgte dem. For at forvisse mig om, at jeg ikke blev overlistet paa en snedig Maade, affyrede jeg et Skud mod en rund Lavaklump og havde den Tilfredsstillelse at se Stenen flyve i Stumper og Stykker og Blyet falde ned paa Sandet.
Alligevel tøvede jeg et Øjeblik.
"Jeg vil risikere det," sagde jeg endelig og gik med en Revolver i hver Haand op paa Stranden henimod dem.
"Det kan jeg lide," sagde Moreau koldblodigt. "Men i ethvert Tilfælde har De spildt mig Størstedelen af Dagen med Deres forbandede Forskrækkelse."
Og med et Anstrøg af Foragt i deres Ansigter, som ydmygede mig, vendte han og Montgomery sig og skred tavse af Sted foran mig.
Den lille Skare Dyremennesker stod endnu med forbavsede Ansigter inde mellem Træerne. Jeg gik
