145
DYREFOLKENE.
mandlige og udsatte for megen hemmelig Forfølgelse til Trods for, at Loven paabød Monogami.
Det vilde være mig umuligt at give en detailleret Beskrivelse af disse Dyrefolk — mit Øje er ikke øvet i at lægge Mærke til Detailler — og desværre kan jeg ikke tegne. Maaske det mest slaaende Træk i deres hele Ydre var Misforholdet mellem disse Væseners Ben og Længden af deres Krop; og alligevel — saa relativ er vor Opfattelse af Ynde — vænnede mit Øje sig til deres Skikkelser, og tilsidst delte jeg endogsaa deres Overbevisning om, at mine egne lange Laar var stygge. En anden Ejendommelighed ved dem var Hovedets Luden og Rygradens klodsede og umenneskelige Foroverbøjning. Selv Abe-Manden savnede den indadbøjede Krumning i Ryggen, der gør Menneskeskikkelsen saa yndefuld. De Fleste havde kluntede, fremspringende Skuldre, og deres korte Underarme hang kraftesløse ned langs deres Sider. Kun faa af dem var behaarede i nogen iøjnefaldende Grad — i det mindste ikke førend under Slutningen af mit Ophold paa Øen.
Den Vanskabthed, som dernæst faldt mest i Øjnene, fandtes i deres Ansigter; disse havde næsten alle fremstaaende Kæver, hæslige Øren, store og fremspringende Næser, var meget lodne
