156
DOKTOR MOREAUS Ø.
ud?" spurgte han. "Kunde De kende det igen?" Han saa sig omkring, mens han stod og skrævede over Kaninens livløse Krop, og hans Øjne foer henover det omgivende Krats Skygger og Skoven med dens Skjulesteder og Muligheder for Baghold. "Smagen af Blodet," sagde han igen.
Han tog sin Revolver frem, eftersaa Patronerne i den og stak den igen i Lommen. Saa begyndte han at trække i sin nedhængende Læbe.
"Jeg tror nok, at jeg kunde kende Dyret igen."
"Men saa maa vi bevise, at det var ham, der dræbte Kaninen," sagde Montgomery. "Jeg vilde ønske, at jeg aldrig havde bragt de Kaniner hertil."
Jeg vilde til at gaa videre, men han blev staaende og grublede paa en forvirret Maade over den lemlæstede Kanin. Nu gik jeg saa langt bort. at Kaninens Levninger ikke længere kunde ses.
"Kom saa!" raabte jeg.
Han foer op af sine Tanker og fulgte efter mig. "Forstaar De," sagde han, næsten hviskende. "Vi antog, at vi havde faaet den Ide slaaet fast hos dem alle, at man ikke maa æde noget Dyrs Kød. Men dersom et af Dyrene tilfældigvis har smagt Blod ...."
Vi gik et Stykke Vej i Tavshed. "Jeg gad vide, hvordan det kan være gaaet til," sagde han
