172
DOKTOR MOREAUS Ø.
Jeg kunde nogenlunde have tilgivet ham, selv om hans Bevæggrund havde været Had. Men han følte sig saa fri for alt Ansvar og var saa fuldstændigt ligegyldig. Hans Nysgærrighed, hans vanvittige, formaalsløse Undersøgelser drev ham fremad, og disse Væsener blev kastede ud i Verden for at leve et Aarstid eller saa, for at kæmpe, fejle og lide, for tilsidst at dø en smærtefuld Død. De var ulykkelige; det gamle, dyriske Had drev dem til at plage hverandre, men Loven holdt dem tilbage fra en kort og hidsig Kamp og en afgørende Ende paa deres naturlige, gensidige Fjendskab.
I hine Dage undergik min Frygt for Dyrefolkene en Ændring, paa samme Maade som min personlige Frygt for Moreau. Jeg hensank i en ligefrem sygelig Sindstilstand, som var dyb og vedvarende, men som ikke havde noget at gøre med Frygt; denne Tilstand har efterladt blivende Mærker i min Sjæl. Jeg maa tilstaa, at jeg tabte Troen paa en fornuftig Verdensordning, da jeg saa, at denne Øs pinlige Meningsløsheder kunde eksistere. En blind Skæbne, en vældig, ubarmhjærtig Mekanisme syntes mig at forme og tildanne Livets System, og jeg selv, Moreau med hans Lidenskab for Undersøgelser, Montgomery med hans Lidenskab for stærke Drikke, Dyrefolkene med deres Instinkter
