177
EN KATASTROFE.
og mere Forspring. Jeg saa den dukke ind mellem Buskene, og Moreau, som løb i skraa Linie for at afskære den Vejen, fyrede, idet den forsvandt, men skød fejl. Derpaa styrtede ogsaa han sig ind i det grønne Virvar.
Jeg stirrede efter dem, og saa blussede Smærten i min Arm op, og jeg rejste mig, vaklende og stønnende. I det samme viste Montgomery sig i Døren, fuldt paaklædt og med sin Revolver i Haanden.
"Du store Gud, Prendick!" sagde han uden at lægge Mærke til, at jeg var kommen til Skade. "Bæstet har slidt sig løs! Det rev Lænken helt ud af Muren. Har De set dem?" Derpaa tilføjede han pludselig, da han saa, at jeg greb mig om Armen: "Hvad er der i Vejen?"
"Jeg stod i Porten," svarede jeg.
Han traadte frem og tog fat i min Arm. "Blod paa Ærmet," sagde han og smøgede mit Skjorteærme Op. Han stak Revolveren i Lommen, følte forsigtigt omkring paa min Arm, og førte mig saa ind i Huset. "Deres Arm er brækket," sagde han. "Fortæl mig nøjagtigt, hvordan det hændte — og hvad der hændte."
Jeg fortalte ham, hvad jeg havde set, i korte Sætninger afbrudte af Smærtensstønnen, og imidlertid forbandt han meget behændigt og hurtigt
