Syttende Kapitel.
Moreau findes.
Da jeg saa Montgomery skylle sin tredje Dosis Kognak ned, tog jeg mig den Frihed at skride ind. Han var allerede mere end halvt beruset. Jeg sagde ham, at der maatte være tilstødt Moreau noget Alvorligt, ellers vilde han nu være kommen hjem, og at vi maatte forvisse os om, hvori denne Katastrofe bestod. Montgomery gjorde nogle svage Indvendinger, men indrømmede tilsidst, at jeg havde Ret. Vi holdt Maaltid og begav os derefter alle tre paa Vej.
Det skyldes muligvis mit Sinds stærke Spænding den Gang, men den Dag i Dag staar denne Afmarsch ud i den stille Eftermiddags tropiske Hede ejendommeligt levende for mig. M'ling gik forrest med krogede Skuldre og sit underlige, sorte Hoved, der drejede sig med hurtige, pludselige Bevægelser, mens han spejdede omkring sig paa begge Sider af Vejen. Han var ubevæbnet.