217
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
imidlertid til Forstaaelse af, hvad der var sket — akkurat saa meget, at jeg kunde standse min Finger, der allerede laa paa Revolverens Aftrækker.
"Hvem er det?" hviskede jeg hæst, stadig pegende med Revolveren henimod Væsenet.
"Mig, Herre."
"Hvem er du?"
"De siger, at der er ingen Herre nu. Men jeg ved det bedre, jeg ved det bedre. Jeg kastede Ligene i Vandet, o du som gaar ud i Søen — Ligene af dem, du dræbte. Jeg er din Slave, Herre."
"Var det dig, jeg mødte nede paa Stranden?" spurgte jeg.
"Det var mig, Herre."
Denne Skabning var mig øjensynligt tro, thi den kunde jo have overfaldet mig, medens jeg sov. "Det er godt," sagde jeg og strakte Haanden ud til et nyt slikkende Kys. Saa begyndte det at gaa op for mig, hvilken Gavn jeg kunde have af dens Nærværelse, og mit Mod steg. "Hvor er de Andre?" spurgte jeg.
"De er gale. De er Tosser," sagde Hunde-Manden. "De sidder nu histovre og taler sammen. De siger: "Herren er død; den Anden med Pisken er død. Han, som gik ud i Søen, er — hvad vi
