224
DOKTOR MOREAUS Ø.
farlig for mig og mine Venner med sine lumske Baghold. Hunde-Manden vovede næppe at vige fra min Side.
I den første Maaneds Tid var Dyrefolkene ret menneskelige, i Sammenligning med deres senere Tilstand, og jeg nærede endogsaa ret venlige Følelser for et Par af dem foruden min Hunde-Mand, eller kunde dog i det mindste finde mig i deres Selskab. Det lille blegrøde Dovendyr fattede en ejendommelig Hengivenhed for mig og fulgte mig, hvor jeg gik og stod. Abe-Manden derimod kedede mig. I Kraft af, at han ogsaa havde fem Fingre, gjorde han Fordring paa at være min Ligemand og pjattede bestandig det skamløseste Vrøvl til mig. Der var for Resten noget ved ham, som morede mig en Smule: han havde et fantastisk Greb paa at lave nye Ord. Jeg tror, han bildte sig ind, at det at fremplapre Ord uden Mening var den rette Maade at benytte sine Talegaver paa. Han kaldte det "store Tanker" til Forskel fra "smaa Tanker", hvorved han forstod Livets fornuftige dagligdags Interesser. Dersom jeg nogensinde gjorde en Bemærkning, som han ikke forstod, priste han den i høje Toner, bad mig gentage den, lærte den udenad og gik hen og fremsagde den — med et galt Ord hist og her —
