230
DOKTOR MOREAUS Ø.
havde aldrig i mit Liv givet mig af med Tømmerhaandværket eller lignende Arbejde, og jeg tilbragte mange Dage med at prøve paa at tilhugge og sammenbinde Træstammer. Reb havde jeg ingen af, og jeg kunde ikke finde noget, som kunde erstatte det; ingen af de talrige Slyngplanter syntes mig bøjelig eller stærk nok, og til Trods for alle de videnskabelige Brokker, jeg havde i mit Hoved, kunde jeg ikke hitte paa noget Middel til at gøre dem brugbare. Jeg tilbragte over fjorten Dage med at rode om mellem de sværtede Ruiner i Indhegningen og paa Strandbredden, hvor Baadene var blevne brændte, og søge efter Søm og andre Metalstumper, som kunde være mig til Nytte. Nu og da kom en eller anden af Dyrefolkene og gloede paa mig, men naar jeg kaldte paa dem, sprang de altid bort. Saa kom der en Periode med Tordenvejr og voldsomme Regnbyger, som i høj Grad sinkede mig i mit Arbejde, men endelig blev Flaaden da færdig.
Jeg var henrykt over den. Men med en vis Mangel paa praktisk Sans, som altid har været min Ulykke, havde jeg bygget den en Fjerdingvej eller mere fra Havet, og førend jeg havde faaet slæbt den ned til Stranden, var den gaaet i Stumper og Stykker. Maaske var det en Lykke for mig, at
