241
MENNESKET ALENE.
Sjæl, som en fjærn Sky, en Erindring, en svag Mistillid; men der er Tider, hvor denne lille Sky breder sig og formørker hele Himlen. Jeg ser mig om og betragter mine Medmennesker. Og jeg ræddes. Jeg ser Ansigter med skarpe, klare Øjne, andre sløve eller truende, atter andre urolige og upaalidelige — men intet, der lyser af en fornuftig Sjæls rolige Myndighed. Jeg har en Følelse, som om Dyret i dem var ved at stige op til Overfladen, og venter hvert Øjeblik at se det samme nedværdigende Skuespil som paa hin Ø opført efter en større Maalestok. Jeg ved, at dette er en Indbildning, og at disse tilsyneladende Mænd og Kvinder rundt om mig virkelig er Mænd og Kvinder og altid vil vedblive at være det, at de er fuldkomment fornuftige Skabninger, opfyldte af menneskekærlige Tilbøjeligheder og medlidende Omsorg, hævede over Instinkter og ikke Slaver af nogen fantastisk Lov — at de kort sagt er forskellige fra Dyrefolkene i Eet og Alt. Alligevel gyser jeg tilbage for dem, for deres nysgærrige Blikke, deres Spørgsmaal og deres Hjælp, og længes efter at slippe bort fra dem og være alene.
Det er Grunden til, at jeg har taget Bolig
