37
DE HÆSLIGE MÆND I BAADEN.
gede det sorte Ansigt af Manden, hvis Øjne lyste i Mørke, frem under det forreste Sejl.
Medens jeg stirrede paa dem, mødte de mit Blik, men saa tog de, een for een, Øjnene til sig og gav sig til at skæve stjaalent til mig. Det faldt mig ind, at min Stirren maaske generede dem, og jeg henvendte derfor min Opmærksomhed paa Øen, som vi nu nærmede os til.
Den var lav og bedækket med en tæt Plantevækst, hovedsageligt bestaaende af de uundgaaelige Palmetræer. Paa eet Punkt hævede en tynd, hvid Dampsøjle sig til en umaadelig Højde og opløste sig i tjavsede Skyer. Vi var nu løbne ind i en bred Bugt, der paa begge Sider begrænsedes af en lav Klippepynt. Strandbredden bestod af mørkegraat Sand og skraanede stejlt op mod en Aas, maaske treds eller halvfjerdsindstyve Fod over Havets Niveau, og hist og her var denne beklædt med Træer og Krat. Halvvejs oppe laa en firkantet Stenindhegning, der, som jeg senere fandt, var bygget dels af Koralblokke, dels af pimpstensagtig Lava. To Straatage hævede sig indenfor denne Indhegning.
Nede ved Vandkanten stod en Mand og ventede paa os. Medens vi endnu var et godt Stykke borte, forekom det mig, at jeg saa nogle
