Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

49

DEN AFLAASEDE DØR.


han slæbte af Sted med Kassen. Det faldt mig ind, at ingen af disse Mænd havde talt til mig, skønt jeg nu og da havde grebet de fleste af dem i at skotte til mig paa en sær, stjaalen Maade, der aldeles ikke lignede ægte, uforfalskede Vildes frimodige Stirren. Jeg tænkte paa, hvilket Sprog de talte. De havde alle forekommet mig at være ualmindeligt tavse, og naar de talte, begavede med meget stygge Stemmer. Hvad kunde der være i Vejen med dem? Saa kom jeg til at tænke paa Montgomerys grimme Tjeners Øjne.

Netop mens jeg tænkte paa ham, traadte han ind. Han var nu klædt i Hvidt og bar en lille Bakke med noget Kaffe og kogte Grøntsager paa. Jeg kunde næppe undertrykke en Gysen, da han med en venlig Bøjning kom hen og stillede Bakken paa Bordet foran mig.

Men saa blev jeg aldeles lamslaaet af Forbavselse. Under hans stride, sorte Haar saa jeg hans ene Øre. Jeg fik pludselig Øje paa det lige ved mit Ansigt. Manden havde spidse Øren, bedækkede med fine, brune Haar!

"Deres Frokost, Herre," sagde han. Jeg stirrede ham ind i Ansigtet uden at gøre Forsøg paa at svare. Han gjorde omkring og gik henimod