72
DOKTOR MOREAUS Ø.
Øjeblik op mod Himlen og forsvandt igen. Nu følte jeg mig forvisset om, at min Fjende med det brune Ansigt paany forfulgte mig. Og i Forbindelse hermed kom en ny ubehagelig Opdagelse: jeg var faret vild.
En Tidlang skyndte jeg mig videre, haabløst forvirret og stadig forfulgt af de sagte Fodtrin. Hvad det nu end var for et Væsen, saa manglede det enten Mod til at angribe mig, eller ogsaa ventede det paa et belejligt Øjeblik til at overrumple mig. Jeg holdt mig omhyggeligt borte fra Underskoven. Fra Tid til anden vendte jeg mig om og lyttede, og tilsidst blev jeg halvvejs overbevist om, at min Forfølger havde opgivet Jagten, eller at han maaske kun var et Foster af min forvildede Indbildningskraft. Saa hørte jeg Havets Brusen. Jeg paaskyndede mine Skridt, saa at jeg næsten løb, og umiddelbart derefter hørte jeg nogen snuble bagved mig.
Jeg gjorde brat omkring og stirrede paa de utydelige Træer bagved mig. Det forekom mig, at der bevægede sig noget mellem de sorte Skygger. Stiv over hele Kroppen lyttede jeg, men hørte ikke andet end Blodets Hamren i mine Øren. Jeg tænkte, at mine Nerver var i Uorden, og at min
