74
DOKTOR MOREAUS Ø.
Mit Hjærte bankede stærkt. Snart efter fik jeg en bred Bugt i Sigte mod Vest, og jeg standsede igen. Den lydløse Skygge standsede ogsaa, en Snes Alen fra mig. Ved den anden Ende af Bugtens krumme Linie skinnede et lille Lyspunkt, og den graa, sandede Strand udstrakte sig utydeligt i Stjærnernes Skær. Det lille Lyspunkt var maaske en halv Mil bort. For at naa Strandbredden maatte jeg gaa ind mellem de Træer, hvor Skyggerne lurede, og ned ad en kratbevokset Skrænt.
Nu kunde jeg noget tydeligere se det Væsen, der forfulgte mig. Det var ikke noget Dyr, thi det stod oprejst. Jeg aabnede Munden for at tiltale det, men hæst Slim kvalte min Stemme. Jeg forsøgte igen og fik raabt: "Hvem der?" Der kom intet Svar. Jeg traadte et Skridt frem. Væsenet rørte sig ikke af Pletten, men krøb kun sammen. Min Fod stødte mod en Sten.
Det gav mig en Ide. Uden at tage Øjnene fra den sorte Skikkelse foran mig, bøjede jeg mig ned og tog denne Sten op. Men ved denne Bevægelse fra min Side gjorde Væsenet brat omkring, ligesom en Hund kunde have gjort, og luskede i en skraa Retning bort i Mørket. Saa kom jeg til at tænke paa, hvordan jeg som Skoledreng havde forsvaret mig mod store Hunde, svøbte Stenen ind i mit
