78
DOKTOR MOREAUS Ø.
han. Og derpaa tilføjede han: "Jeg var bange! Men … hvad … halløj!"
Thi mine sidste Kræfter svigtede mig, og mit Hoved faldt forover paa mit Bryst. Jeg tror, at han fandt en vis Tilfredsstillelse i at give mig Kognak. "For Guds Skyld," sagde jeg, "skyd en Slaa for den Dør."
"De har nok mødt — et eller andet mærkeligt Væsen, hvad?" sagde han. Han laasede Døren af og vendte sig saa igen til mig. Han gjorde mig ingen Spørgsmaal, men gav mig noget mere Kognak og Vand og tvang mig til at spise. Jeg var sunken fuldstændigt sammen. Han gjorde en noget uklar Bemærkning om, at han havde glemt at advare mig, og spurgte mig ganske kort, hvornaar jeg havde forladt Huset, og hvad jeg havde set. Jeg svarede ligesaa kort i afbrudte Sætninger. "Sig mig, hvad betyder alt dette?" sagde jeg i en Tilstand, der grænsede til Hysteri.
"Ikke noget saa særdeles rædsomt," svarede han. "Men jeg tænker, at De omtrent har faaet nok for een Dag." Pumaen udstødte pludselig et skarpt Smærtenshyl, hvorpaa han bandede halvhøjt. "Fanden tage mig," sagde han, "om ikke dette Sted er ligesaa galt som Anstalten i Gower-Gade med sine Katte."
