Side:Dom-GF-redigeret-version.pdf/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Side 15/31

ikke med grundloven, og det er ministeriets vurdering, som vi har fået under forhandlingerne” (se Jyllands-Posten den 18. april, side 6: ”Eksperter: Grundlov kan vælte kontanthjælpsreform”). Hvis der i regeringen findes en sådan vurdering af grundlovsmæssigheden af denne del af beskæftigelsesministerens udspil, vil ministeren da redegøre for om Justitsministeriet er enig i vurderingen? Hvis der ikke findes en sådan vurdering af grundlovsmæssigheden i det her omtalte forslag, bedes ministeren foretage denne vurdering og oversende den til udvalget.

Svar:
Det fremgår af grundlovens § 75, stk. 2, at den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp fra det offentlige. Kravet om offentlig forsørgelseshjælp er således bl.a. betinget af, at en anden ikke efter lovgivningen har pligt til at forsørge den pågældende (”og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden”), jf. bl.a. Henrik Zahle (red.), Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, (2. udgave, 2006), side 513, og Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret (2012), side 382.
Der fremgår bl.a. følgende om indførelsen af en gensidig forsørgelsespligt for samlevende par, der er fyldt 25 år, af aftale om en reform af kontanthjælpssystemet – flere i uddannelse og job, der blev indgået den 18. april 2013 mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance:
”Gensidig forsørgelsespligt for samlevende par, der er fyldt 25 år. Forsørgelsespligten gælder, så snart én i et par søger om enten kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Hvis samleveren har indkomst eller formue, skal det samlevende par begge leve af det – helt efter de nuværende regler for gifte. Parret er alene omfattet af den gensidige forsørgelsespligt, hvis begge er fyldt 25 år.”
Det er på det foreliggende grundlag Justitsministeriets opfattelse, at den beskrevne ordning – hvorefter der indføres en gensidig forsørgelsespligt mellem de af aftalen omfattede samlevende – ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 75, stk. 2.”

Under Folketingets behandling af lovforslaget stillede Folketingets Beskæftigelsesudvalg spørgsmål 362 vedrørende den gensidige forsørgelsespligt under almindelig del. Beskæftigelsesministeren besvarede den 21. maj 2013 spørgsmålet således:

”Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 16. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 362 (BEU alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 362:
”Beskæftigelsesministeren fremsatte den 13. november 2002 lovforslag L 89 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven (Nedsat kontanthjælp til personer, der er samlevende med en