Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/198

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

192

„Det var listigt! Nej, kære Ven, det er svært listigt. Det er endog for listigt!”

„Og hvorfor det om jeg maa spørge?”

„Derfor, at alt er saa pænt lagt til Rette .. passer ind i hinanden … akkurat lige som paa Teatret.”

„Aa-ha-ha!” raabte Rasumichin endnu — men saa blev med det samme Døren aaanet, og en ny Person, som ingen af dem kendte, traadte ind.



VII.

Det var en Herre af sat Alder, han saa affekteret ud, var statelig men havde et usympatetisk lurende Udtryk i Ansigtet og anmældte sit Komme ved at blive staaende i Døren, se sig om med en utvetydig fornærmende Forundring. Han syntes at spørge med Øjnene: „Hvad er det for et Selskab, jeg er kommen op i her?” Mistroisk og med en paataget Frygt saa han sig om i Raskolnikows trange og lave „Skibskahyt.”

Med lignende Forundring rettede han derefter Blikket paa Raskolnikow, der laa afklædt, snavset og med uredt Haar paa sin elendige Sofa og ligeledes ufravendt betragtede den indtrædende.

Denne betragtede dernæst med samme næsvise Varsomhed Rasumichins uragede Ansigt og lidet pyntelige Figur; paa sin Side saa denne ham, uden at røre sig af Flækken, frækt og spørgende ind i Ansigtet.

Denne gensidige Mønstring varede vel et Minut, og derpaa fulgte, som ventelig var, en liden Deko-