241
„Herhen, herhen! Nu opad Trappen, Hovedet først, lad os vende ham om… saa, saa! Tak skal I have, jeg skal betale for Ulejligheden.”
Katerina Iwanowna plejede, naar hun havde et Minut ledigt, at gaa op og ned i sit lille Kammer fra Vinduet til Kakkelovnen og tilbage igen, med Armene lagt over Kors paa Brystet, i lydelig eller hviskende Samtale med sig selv.
I den sidste Tid talte hun mere end sædvanlig med sin ældste Datter, den tiaarige Polenka, der, skønt hun endnu ikke forstod al Ting, i al Fald begreb, at Moderen behøvede hende; hun fulgte hende derfor stadigt med sine store, kloge Øjne, og var saa klog at lade, som om hun forstod al Ting.
Denne Gang klædte Polenka sin lille Broder af. Han havde hele Dagen været utilpas, og hun vilde nu have ham til Sengs. Drengen sad tavs og ubevægelig naa Stolen, han lyttede til Moderens. og Søsterens Samtale og var artig.
Den lidt ældre Lydia stod klædt i sit forrevne Tøj og ventede til Turen kom til hende.
Døren til Trappen var aaben for idetmindste nogenlunde at skaffe Aflad for den Tobaksstank, der trængte ind fra de andre Værelser, og som tvang den stakkels Svindsottige til lange, pinlige Hosteanfald.
Katerina Iwanowna syntes endnu elendigere end for en Uge siden, og paa hendes Kinder brændte do røde Pletter endnu værre end den Gang.
Hun talte med Polenka om sin lykkeligere Fortid, om sin første Mand, Børnenes Fader, og om sin egen Fader, „Civilobersten”; hun udskældte saa den Drukkenbolt, til hvem hun nu var lænket, omtalte Shavldansen ved hendes Afgang fra Institutet, og de Baller, hvor hun havde været med at danse. Derimellem hostede hun vedvarende, mens hun pintes
