27
hvidt — Viceuniform — altsammen for elleve og en halv Rubel og af bedste Sort! — Den første Dag, da jeg kom hjem fra Kontoret, havde Katharina to Retter varm Mad til mig — Suppe og sprængt Kød — det var første Gang saadan noget var sket hos os! — Hun havde ingen Ting at tage paa sig — ikke en Trævl! — Og nu var hun pyntet — lige som om hun skulde ud i Selskab — og det ikke alene saadan i det ydre. Hun forstaar at lave noget af ingen Ting! — Haaret var glattet og kæmmet, ren Krave og rene Mansketter havde hun paa — hun var ligesom forvandlet, yngre og smukkere — det var ikke mere det gamle Menneske. Sofia, min lille Due, forstrakte os med Penge. „For mig passer det sig ikke længer at komme hjem til Jer saa ofte — bare en Gang imellem i Mørkningen, naar ingen kan se mig.” — — Ja, nu skal De bare høre! — En Eftermiddag kom jeg hjem og kastede mig et Øjeblik paa Sengen — og hvad tror De saa, der skete? Katharina havde ikke kunnet dy sig for at bede Logisværtinden ind til Kaffe, skønt det ikke var en Uge siden de havde været oppe at skændes. To stive Timer sad de og hviskede og stak Hovederne sammen. „Nu da Simon atter er i Embede og faar Gage, maatte han naturligvis ogsaa vise sig personlig hos Hans Ekscellence, og Hans Ekscellence kom selv ud, tog ham ved Haanden og førte ham ind i sit Kabinet, mens han lod alle de andre vente. I Betragtning af Deres Fortjenester, Simon Zacharitsch, sagde han, og til Trods for denne letsindige Svaghed, De er henfalden til, men som De har lovet mig at aflægge, og fordi al Ting gik saa daarligt, da De kom bort, saa stoler jeg nu paa Deres Æresord.” … Det vil sige, det var, altsammen noget, Katharina fandt paa af sig selv, ikke for at lyve eller for at prale — nej, hun
