93
kunde lægge sig ned paa Sofaen. Snart laa han i en dødlignende, blytung Søvn.
Han sov usædvanlig længe og uden at drømme.
Nastasia, som hver Morgen ved Titiden plejede at komme ind til ham, kunde næsten ikke faa ham vækket.
Hun havde Te og Brød med til ham. Teen var atter et andet Opkog af hendes egen Tepotte.
„Nej — har man nu set Mage til Syvsover!” raabte hun. „Du tænker da aldrig paa andet end at sove!”
Han rejste sig langsomt og besværligt op i Sofaen. Han havde ondt i Hovedet. Han stod op, vendte sig om til den anden Side og sank saa atter ned i Sofaen.
„Skal Du sove igen?” spurgte Pigen. „Er Du kanske syg!”
Han svarede ikke.
„Vil Du have Te?”
„Tak — siden,” svarede han svagt, lukkede atter Øjnene og vendte sig om mod Væggen.
Nastasia blev staaende foran ham.
„Kanske han virkelig er syg,” mumlede hun, vendte sig om og gik.
Ved Totiden kom hun tilbage og havde Suppe med til ham. Han laa aldeles som før; han havde ikke rørt Teen. Pigen blev fornærmet og begyndte at ruske i ham.
„Hvad ligger Du og snuer efter?” raabte hun og puffede ham i Siden.
Han rejste sig op og satte sig hen i Sofahjørnet uden at sige et Ord, uafbrudt stirrende ned for sig.
„Er Du syg eller er Du doven?” spurgte Pigen; men hun fik intet Svar. — „Naar Du bare vilde gaa lidt ud,” sagde hun et Øjeblik efter, „saa vilde
