morphistiske Frembringelser for høj Kunst, har de store gamles Værker selvfølgelig ingen Værdi — ud over den historiske. Har man da til en Begyndelse bidt Hovedet af al historisk Sands og Syn — hvorfor da vise Skånsel overfor Renaissancens forældede Billedkunst. Dette var de 26 unge Italieneres Tankegang, og med den sammenslyngedes nationale Betragtninger og Bestræbelser: Italien havde set Renaissancen fødes; — nu da den havde tabt sin Værdi for vor Tid, skulde det også være Italienere forbeholdt »at rykke den op med Rode af selve Hjemmets Jord«. — Slige Tanker gik gjennem de unge Futuristers Hjerner, når de holdt deres natlige Møder mellem Kl. 12 og 1 i den — altid opvarmede! — 1ste Klasses Ventesal i Firenze, hvor Iltogene fra Rom og Milano mødtes. Theodor Däubler, der ligesom Guillaume Apollinaire stod Futuristerne personligt nær uden dog just at sværge til deres Fane, fortæller livligt om disse Tanker, Møder og Planer, og ikke mindre livligt om de store »Futurist-Aftener« i Teatro Verdi og i Socialistreden Prato. Det var jo ingen ringe national Opgave, de unge havde sat sig: At rykke Renaissancen op med Rode af Italiens Jord! Der måtte skarp Lud til at tvætte Lionardos, Michel Angelos og Rafaels Bedrifter ud af de romanske Hjerner, og der blev brugt skarp Lud ved disse Teatermøder, hvor Kartofler, elektriske Glødelamper, Kastanier, Grøntsager og Frugt føg Futuristerne om Ørene. — Udryddelsen af Renaissancens og andre gamle Tiders Kunstværker blev der vel intet af; men når man læser Däublers Skildring af hans italienske Ungdomsvenners Tankegang, falder der ligesom et forsonende og halvt humoristisk Skær over Forslaget. Og når Alt kommer til Alt: Udryddelse er ikke det værste, der kan times et Menneske og et Maleri. At brændes til Aske på et Kætterbål i Grønningen er alle Dage en værdigere Skæbne for Tizians Venus end at blive hængt op Side
— 13 —
