melsk Musik«) Afmagtsfornemmelse, Hensynken i en Ubevægeligheds- — undertiden ogsa Bevidstløsheds-Tilstand af Timers Varighed o. s. fr.
Men hvad enten Glossolalien indfinder sig med eller tiden nervøse Symptomer af anden Art, så er den et psyschopathisk Fænomen. Ligeoverfor dette Selskabs Medlemmer er det overflødigt, men af Hensyn til eventuelle andre Læsere af mit Foredrag er det måske hensigtsmæssigt at gjøre opmærksom pä, at der intet »nedsættende« eller hånende er i Betegnelsen af den glossolale Extase som sygelig, lige så lidt som der heri ligger nogen Miskjendelse af dens Betydning, dens rent personlige Betydning for de Troendes Skare. For mangen en Mand eller Kvinde er Tungetalen maske — just som den formentlige Nådegave — det, der mere end noget andet bidrager til at gjøre dem Livet i denne forbandede Verden lykkeligt eller blot tåleligt: men Retten til at betegne denne pneumatiske Extase som psychopathisk må vi hævde! Og Psychiatrikerne vil måske heller ikke være altfor gesvindte til at afvise Glossolalien som en dem uvedkommende physiologisk Proces, da dens Modstykke, Djævlebesættelsen forlængst er anerkjendt som en sygelig Fremtoning. Jeg kjender ikke nok til den mægtige Glossolali-Litteratur til at kunne angive, når denne Analogi mellem Tungetale og Djævlebesættelse først blev anerkjendt fra theologisk Side; men Forfattere fra Midten af forrige Aarhundrede — f. Ex. Olshausen, David Schulz og Hilgenfeld — gjør udtrykkeligt opmærksom pa dette Forhold: I det ene Tilfælde er det onde Aander eller deres Archont, selve Den Onde, der »besætter« Patienten og hos ham fremkalder en Række hæslige og pinefulde Symptomer; i det andet Tilfælde er det den Helligånd, der tager Mennesket i Besiddelse og skænker ham den »til den stærkeste Enthusiasme forhøjede« religiøse Lykkefølelse, som de pintsevakte altid taler og skriver
— 34 —
