85
Steenbruddet
Jeg meente just det Samme selv, og søgte at forsvare
det stakkels Barn. Jeg fordrede Beviserne i Sagen,
og det var Det, man vented paa, thi nu kom Alt for Dagen,
Alt hvad „Man siger“ og „Man troer“ og Alt hvad „Man
vil vide“,
Beviser, som en Advocat umuligt kan bestride.
Desuden var hun brødefuld, det tilstaaer jeg oprigtig —
thi hun var ung, og hun var smuk, og hun var uforsigtig.
Jeg synes derfor, bedre var at flye, end ilde fægte,
og jeg gav tabt, skjøndt nødig nok — det kan jeg ikke nægte.
„Ja hun er et forlorent Barn — det har hun været længe“;
saa sukked Tante, „men vi bør ej være altfor strenge!“
„Jo!“ svared Fruerne; thi de var strenge allesammen,
og Vestalinderne i Chor istemte strax et Amen.
„Naa,“ sagde jeg, „saa er hun dømt, den arme Synderinde!
Nu sattes kun den første Steen: men hvor er den
at finde?“
Det var et ubesindigt Ord og anbragt meget ilde.
Jeg angrede det ogsaa strax, men da var det for silde;
thi hele det vestalske Chor forsikkred mig i Vrede,
at, skjøndt de kjendte Skriftens Ord, de havde den tilrede!
Især var Frøken Sara strengt „Den Steen man sagtens
findes,
det har sandfærdig ingen Nød!“ „Nej,“ svared jeg, „jeg
mindes,
vi har et Steenbrud tæt herved!“ Men, som af Lynet truffet,
hun segnede paa Stolen ned, forvirret og forbluffet.
Alt Blod som ved et Trylleslag foer op i hendes Kinder,
(6)
