105
En sørgelig Kjærlighedsvise.
Og det var netop Maren; hun kom og slog sig ned
i Høet lige ved mig, og saa vidste jeg Besked.
Jeg blev saa kisteglad,
og før vi skiltes ad,
saa var vi blevne Kjærester i Stakken, hvor vi sad.
Og nu gik Alting herligt, saalænge der var Krig;
men dengang vi fik Stilstand, saa var min Fred forbi.
Soldaterne kom hjem,
og det var ligefrem,
at der blev gjort et Gilde for slige Folk som dem.
Men Maren og Gardisten, de dandsed hver en Dands,
saa jeg tilsidst blev vred og sa’e: Nej stop, min gode Hans!
Han svarte: „Lille Peer,
jeg tænker dog, Du seer,
at jeg har faaet Dit Nummer — husk, jeg er tolv Kvarteer!“
See, saadan var min Vandring paa Kjærlighedens Sti!
Nu løfter jeg paa Hatten — for min Vise er forbi.
Jeg ønsker blot Enhver,
som har en Pige kjær,
Gud fri ham for Gardister! — Jeg siger ikke meer.
