181
Riimbrev.
Uvenner af Sorgen især den forlorne.
Visk derfor den konstige Taaresladsk
af Øjet, og vadsk
den blygustne Sminke af Kinden og Panden,
og lyv Dig ej Olding, før Du bliver Mand,
vær som Du er smukkest: vær sund og vær sand,
kort: Vær Peter Hansen! Du seer jo: Du kan,
hvor gjerne Du vilde, ej blive en Anden!
Og hermed Farvel, kjære Fætter!
Jeg gjætter:
Med blødende Hjerte og stodte Manchetter
Du sætter
Dig lige til Pulten og letter
Dit Bryst ved et Udbrud af vilde Sonnetter
og Udraab, som: Afskum! Philister! og Kjætter! —
Nu, ras da! Men tilstaa mig siden hvad Ret er.
Ja tilstaa, at Verden er langtfra saa ilde,
som nylig Du vilde
forsøge at bilde
Dit Publicum ind,
og tilstaa, at Du er ejheller saa blind,
saa syg og elendig
og saa uanstændig
forrevet og laset paa Hjerte og Sind,
som Du har fortalt i Dit Femten-Arks-Bind —
og tilstaa tilsidst, naar Din Harm er tilende:
at jeg, da jeg voved at sende
Dig denne
(12)
