91
satte sig i en Stol ikke langt fra sin Kones Sovekammerdør. Han sad og saa’ frem for sig, som han havde siddet saamangen Nat. Han vidste, at Døren var aflaaset, men han var saa stærk, at, om han havde villet, kunde han sprængt den med et eneste Tag.
Han vilde vel nok — men han turde ikke. Han turde ikke af Angst for hendes Kulde. Hvad hjalp det ham, om han trængte ind, hvor hun laa, hvid og dejlig, naar hun ikke elskede ham? Han havde jo forsøgt alt, hvad der gaves af Bønner og Trusler, og alt var prellet af paa hendes kolde og mørke Nej. Hun vilde ikke; hun havde Afsky for ham, hun begreb ikke, at hun nogensinde havde kunnet føje hans Vilje — men aldrig skulde han mere røre hende; hellere vilde hun dø. Og hvor snart havde hun ikke faaet Ret til at tilføje, at hun ikke vilde være rede for en ussel Drukkenbolts raa Begær!
Ak, dette Begær sad ham dybt i Kødet og i Sjælen. Han attraaede hende nu som en afsindig, hende, i hvem han engang blot var ungdommeligt forelsket. Blot han turde kysse hendes Fod — blot nærme sig hende saa
