111
Saa indfangede hun Duncker, der saa’ hende i Provinserne det sidste Aar, hun og Baltzer optraadte dér. Han blev forelsket og, da hun kom til Kjøbenhavn, var han besat af en saa ustyrlig Attraa, at han overgav sig paa Naade og Unaade.
Hun — den slette Skuespillerinde — spillede den herligste Komedie med ham.
Hun lod sig erobre Tomme for Tomme — nej Linje for Linje — nej Punkt for Punkt. Hun opløste sig i Molekuler og lod ham vinde én efter én. Der gaves ikke en Følelse eller en Dyd, som hun ikke stillede imod hans Angreb: hendes Kyskhed, hendes Respekt for Ægteskabet, hendes religiøse Angst for Synden, hendes Moderkærlighed, hendes Fortvivlelse over, at han var gift, hendes Omsorg for sit Rygte, hendes Stilling ved Teatret, hendes Angst for Baltzers Vildskab: »Hvis han opdagede det! O! min Gud!« Hun fik Duncker indbildt, at naar hun gav efter, var det, fordi hun elskede ham og fordi Kærligheden drev hende til at glemme alle Hensyn. Samtidigt bragte hun det til, at han selv tilbød at sikre hendes og Barnets Fremtid, som en Opdagelse kunde ødelægge fuldkommen.
