Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

2

Dog Højesteretssagfører Alexander Flemming kunde endnu ikke bestemme sig. Han saa’ lidt ned paa sit: Penneskaft, saa’ op igen — saa smilte han flygtigt og lidt genert, blev atter alvorlig og sagde endelig helt smilende med et Forsøg paa et godmodigt og fortroligt Blink i Øjet:

»Er hun ung?«

Den Adspurgte gengældte ikke Smilet, men svarede med en kold, klar Stemme:

»Det er hun.«

»Naa, saa i Guds Navn, Kragh,« sagde Flemming leende, »lad hende saa komme, at vi kan se paa hende.«

Kragh bukkede let, gik tilbage til det ydre Kontor og aabnede straks efter Døren for en Dame, der kom ind med lette og sirlige Skridt.

Flemming bukkede og bød hende med en Haandbevægelse og et Værs’god tage Plads i den lille Sofa, hvor de Besøgende sad med Øjnene i Lyset, medens Flemming, naar han vendte sin Skrivebordsstol imod dem, selv sad i Skygge og kunde se sine Klienters Ansigter klart foran sig. Det var en Majaften, og ganske lyst endnu Klokken syv, men med