130
men han vilde fordømt nødigt Kragh skulde se, at der kom en Dame, og især at den Dame var Fru Baltzer.
Endelig var han færdig; Kragh tog Papirerne og skulde til at gaa — i, det Samme lød en diskret Banken paa Grubens Dør. Kragh hørte den ligesom Flemming, og det naturligste og høfligste havde været, om han var gaaet derind og havde lukket op. Han gjorde det efter et Øjebliks Betænkning ikke, fordi han forstod, at Flemming ikke ønskede det. Flemming overvejede i samme Sekund, om han skulde bede Kragh lukke op eller ikke, kom til det Resultat, at han ikke vilde, og ærgrede sig samtidigt over, hvad han derved røbede. Men han tog sig sammen og fik sagt:
»Ja, saa er vi jo færdige!«
Og marcherede derpaa med den bedst mulige Holdning ind i Sideværelset, hvis Dør han omhyggeligt lukkede bag sig.
Kragh saa’ efter ham, mørk i Hu. Han tvivlede ikke et Minut om, at den Besøgende var Fru Baltzer. Og Tanken — skønt blottet for al Skinsyge — fyldte ham med Bitterhed.
