150
Dukke med, og Frahm havde foræret hende en anden til Velkomstgave. Midt imellem disse og omgivet af Vogn og Bærebør og Spade og Rive og Billedbøger sad Dorothea alvorligt optaget af at forklare alt for den nye Dukke. Af og til saa’ hun hen paa de Voksne og smilte huldsaligt: de nikkede til hende, og hun nikkede henrykt igen. Frahm sagde, at hendes Ansigt lyste over dem og skænkede dem Fred.
Fredeligt var der ogsaa i Haven, der med sine høje Træer syntes godt gemt. Huset laa paa en Sidevej til Valbygade, og man hørte ingen Støj hverken af Mennesker eller af Vogne.
»Her er stille og godt,« sagde Melitta.
Frahm svarede ikke; han nød Synet og Nærværelsen af det smukke uskyldige Barn, der havde sin Verden for sig selv, og af den smukke kloge Kvinde, der altid syntes at hvile i sig selv. Han derimod var altid urolig. Man kunde se paa ham, hvor nervøs han var og hvor uafbrudt hans Hjærne arbejdede: der gled ustandselige Trækninger over hans Ansigt, og han fór sig febrilsk med Hænderne i Haar og Skæg. Han var ikke smuk — et magert Munke-Ansigt med et tyndt rødligt Skæg. Kun havde han
