166
medbragt Plæd. Barnet legede med Dukkerne og med hele Skoven — den var hendes: hun boede paa Slottet dér og var gaaet ud for at plukke Jordbær og Appelsiner til Middag.
Melitta havde taget en Bog med og forsøgte at læse. Det lykkedes hende ikke. Hun opgav Bogen og laa ganske stille, stirrende op gennem det endnu lyse Løv. Hun tænkte paa, hvor ofte hun som ung Pige havde ligget saaledes i den lille Fredeskov, der grænsede til Faderens Ejendom. Den Gang følte hun sig i Slægt med det lyse Løv, de glitrende Solglimt paa Bladene og den blaanende Himmel, der skimtedes gennem Løvtaget. Hendes Drømme var saa lyse og blaa, og tusinde gyldne Fantasier forespejlede hende Fremtiden. Og med Vemod men ogsaa med Bitterhed tænkte hun paa, at hun i sin første Forelskelsestid havde ment alle Fantasierne virkeliggjorte: Kragh var saa smuk, saa lidenskabelig, saa henrykt over hende, at hun droges med ham ud mod de blaanende Drømme, hvor man var langt borte fra Hverdagslivets evige Rædsel.
Nu — medens hun laa der — følte hun, hvordan hun ligesom klæbede til Jorden: den
