176
Det var Erik, der brød den. Med sin forpinte Mine sagde han, uden at kunne dække over sin Forlegenhed:
»Gud véd, om jeg kommer derover i Aar! Det vil vist knibe.«
»Tager du ikke tre Ugers Ferie som sædvanligt?«
»Jeg véd ikke. Flemming taler om, at han vil rejse — at han er overanstrængt, og det lader til, at han vil bede mig besørge Kontoret for ham hele denne Sommer.«
»Det var da slemt«, sagde Melitta bedrøvet.
Hun mente det endnu stærkere end Ordene faldt. Det gjorde hende ondt for ham, der skulde være i Byen hele den kvalme Sommer — og hvis det var et Paaskud, gjorde det hende end mere ondt: saa var Bruddet større end hun havde tænkt. Var det ham virkelig imod at tilbringe disse Sommerdage sammen med hende og Dorothea derovre paa Gaarden? Og hun saa’ for sig, hvorledes han tumlede med Barnet i Haven, løb rundt og forskrækkede hende, saa hun hvinede halvt af Glæde og halvt af Angst — medens
