178
»Tror du snart, du skal iland?«
Han saa’ ulykkeligt paa hende, men svarede ikke.
»For ser du,« vedblev hun, »naar du er søsyg, saa gynger hele Huset under os, og maaske ogsaa Søsyge er smitsom.«
Han saa’ uforstaaende hen paa hende, men sagde intet. Og hun blev ved at tale med en underlig tynd Stemme, der forskrækkede hende selv:
»Har du ikke lagt Mærke til, at vi er blevne saa ene i den sidste Tid?«
»Ene! Hvordan mener du?«
»Ganske bogstaveligt. Vore faa Venner bliver borte — synes jeg.«
Han svarede med et halvt Smil:
»Er det Rotterne, der forlader det synkende Skib?«
»Aa, Erik,« sagde hun, »hvor gider du sige sligt.« .
»Om Forladelse,« svarede han — »jeg er saa tosset. Men du har vist Ret. Er det dog ikke tilfældigt?«
Det slog hende imidlertid, at hun havde mere Ret, end hun selv havde tænkt. Maaske
