194
Foragt hos Fru Melitta, af Had hos Fru Baltzer.
Melitta havde aldrig før havt den smukke Frue og hendes pyntede Barn saa nær paa sig. Hun saa’ tværs igennem Skuespillerinden. Melittas Kvindeblik fordunkledes ikke af den Attraa, som gjorde selv kloge Mænd blinde for Fru Baltzers Sjælstarvelighed. Melitta saa’ hende som den usle og grusomme Flane, hun var, forstod hendes Pyntesyge, hendes Forfængelighed, hendes Libertinage og Hjærteraahed. Hun syntes at øjne de syv Dødssynder i denne pyntede og falske Kurtisanes Følge, og hun saa’ i Omsorgen for det udmajede Barn en skændig Parodi paa den Moderfølelse, som fyldte hende helt. Hun væmmedes ved den Frækhed, hvormed Fru Baltzer ustandseligt spillede for Parterret med sin raffineret paaklædte Unge. Ved disse Tanker blev Melittas Blik saa alvorligt og truende, at Fru Baltzer fornam det som svidende Stik over sit Ansigt.
Og hun paa sin Side følte pludselig et flammende Had imod denne alvorlige og rolige Kvinde, som sad dér i en Karakterens Værdighed, saa stik modsat hendes egen forløjede
