207
ene, ved et Aftenbesøg, hvor han efter Aftale var ligesaa heldig, ved en hastig Køretur fik han den smukke Dames fortryllende Person overladt til en øm Omfavnelse og en hidsig Kæling, men det blev ved Udenværkerne. Ikke fordi Fruen gjorde sig saare dydig — hun førte tværtimod et yderst dristigt Sprog og behagede sig i kønslige Hentydninger — men dels ytrede hun den største Afsky for at ødelægge sin sirlige Person og sin slanke Taille ved Barnefødsler og dels paastod hun at være kold. Naar hun laa i hans Arm og overkyssede ham, medens hans Hænder gav hende de intimeste Kærtegn, forsikrede hun ham om, at Mandfolk egentlig var hende imod. Da fik han den største Lyst til i de værste Ord at bede hende rejse Fanden i Vold, men dyede sig. Situationen var ikke helt ubehagelig, og krydret med et tiltalende Raffinement. Trods sin alt overskridende Nedringethed var nemlig Fru Duncker en ganske uangribelig Dame, og netop at hun overfor Verden holdt sig saa korrekt og knejsende, smigrede Flemmings Forfængelighed, naar han nød de haandgribe-
