210
tilsyneladende intet forandret i sin Optræden, kørt lige stolt og brusende omkring — men Flemming havde en sikker Fornemmelse af, at Fruen havde været en nyttig Allieret for sin Mand. Denne havde benyttet hans juridiske Bistand — foruden andres, thi Duncker gav Ingen fuldt Kendskab til sine Forhold. Flemming havde maattet tage adskillig Affære for den store Pengemand, men ofte havde han til sin Forundring fundet Vejen tilrettelagt, Stemningen forberedt, Sindene beroligede. Der manglede hyppigt kun Underskriften, og naar denne paafulgte, syntes Flemming undertiden, at det var den smukke Frues hvide, juvelbesatte Haand, der førte Pennen.
Han led ikke dette; han holdt ikke af at figurere som en almindelig Menig imellem den blændende Dames Tropper. Og denne Middag plagede disse Tanker ham stærkere, fordi Fruen saa ganske ligeligt delte sin Person mellem ham og den tynde Mand. Undertiden forekom det ham som om hun virkelig var delt i to Halvdele, hvoraf han og Banken hver havde sin.
Han bebrejdede sig selv, at han ikke kastede hende fra sig, saaledes som han mange
