212
fordi hun ikke saa’ tværs igennem de Intriger, der spandtes omkring hende, og fordi hun ikke krævede sin Mand til Regnskab — men han elskede hende, fordi hun var saa ganske udenfor hele det Smuds, i hvilket Mennesker vadede. Melitta, hun forstod alt og hun troede alt det onde, som tænkes kunde — og maaske ogsaa derfor gaves der ingen Hvile hos Melitta for den, hvis Sind var sygt og som førte Kamp med Samfundet.
Førte han da Kamp? Ja, i sit Hjærte. Han hadede dem, der sad her til Bords. Han følte, at denne Klike af Mænd gengav i et Miniaturbillede den større Kres af Velbaarne og Velfarne, der ejede Landet og som styrede det efter deres Tykke. Landet levede med de Kaar, den Dannelse, den Religion, de Sæder, som denne Kres undte andre — for de selv havde deres egne Livets Love. Han hadede Højesteretsassessoren derhenne, der dømte efter Regeringens og Regeringspartiets Ønske — Generalen, der som Kammerherre havde staaet bag Kongens Stol og efter Evne bidraget til Landets sølle Militarisme — Bankdirek-
