218
Sommeraften med mild Luft og Solnedgang over Sundet, der laa blikstille som en Flod. Flemmings Have indbefattede en Skrænt, ned ad hvilken man kunde gaa til en smal Stribe Strand. Dernede var smaa intime Lysthuse, medens Haven oppe rummede gode skyggefulde Alléer, hvor der ved Aftentide blev saare mørkt. Fru Duncker prøvede først at gaa foran Kragh ned til Stranden, aabnende ham en skøn Udsigt til en rød Silkekjoles Udskæringer. Fruen var endog saa hensynsfuld at snuble over Skræntens Sten, saa at Kragh maatte gribe efter hende og støtte hende — hvad han udførte paa den allersømmeligste Maade. Dernæst indespærrede hun ham i et af Lysthusene og plantede sine begærlige Øjne ind i hans, medens hun indtrængende konverserede ham om Fru Flemmings utrolige Elskværdighed og Ynde. Og endelig tog hun en Tur med ham gennem den mørkeste Allé og fo’r adskillige Gange sammen overfor grufulde Trærødder og skrækindgydende Skrubtudser — alt uden Resultat. Kragh forblev kold og tør som Sten og Stok, saameget mere som han troede, at den nedringede
