237
»Stik De den i Hjærtet paa Dem, Højstærede, saa siger De heller ikke flere Aandrigheder i denne Verden — den er ogsaa probat.«
Kragh tog Stiletten og stadigt smilende svarede han:
»Bare jeg nu ikke stikker ved Siden af.«
»I Maven for Eksempel — gør heller intet. Den Mand, der solgte mig den, svor sin Salighedsed paa — og han var Katolik — at Klingen var dyppet i den dejligste Gift — rent ud kogt i smertestillende Midler. Men natur- ligvis kan det være Løgn. De kan jo bare forsøge.«
Den Gamle lo højt.
Kragh saa’ roligt paa ham:
»Naturligvis, forsøge kan jeg — og hvis det lykkes, saa har Dorothea ingen Fader mere.«
Buttenschøn blev lidt betuttet. Han fik endelig den Fornemmelse, at han havde drevet sin Arrigskab og sin Spøg temmelig vidt. Saadan at række en Slægtning, sin Nieces Mand de Midler, hvormed han kunde dræbe sig i Hast! Han begreb, at han maatte forsøge et Tilbagetog. Og med det Samme forlod ogsaa
