253
Prøver stod paa. Han skulde fremstille en Eventyrkonge, der faldt fra Højhed til Fornedrelse og atter rejste sig igennem Ulykker til en sand moralsk Storhed, og Baltzer maatte lære uendeligt lange Enetaler og Tirader, som han med yderste Besvær søgte at fæstne i sin Hjærne. Han havde sin Rolle med sig, hvor han gik og stod, trak den frem paa Vinhusene, tog i Skoven med den og læste paa den, naar han vaagnede og vaagede om Natten i Fortvivlelse.
En Ugestid efter, at Melitta var vendt hjem, kom Baltzer en Eftermiddag ud for at hilse paa hende og Kragh. Vejret var raat og blæsende.
Ægtefolkene var glade ved at se ham. Ogsaa fordi det var en lille Adspredelse at modtage en Gæst. Gensynet mellem Melitta og Erik havde været venligt, men forlegent paa begge Sider. Nu var det blevet imellem dem som Melitta havde frygtet. I det daglige Samliv talte de kun til hinanden over Barnet eller gennem Barnet, skønt de begge syntes, at de herved begik en Uret: Barnet skulde ikke bruges som Bindekalk i det faldende Hus, overhovedet ikke bruges, og de indbildte sig, at den Lille led derunder. De opdagede
