256
den skælvende Rædsel i Frodes Dødsangst. Da han var begyndt paa Frodes Drapa, havde Melitta stille hentet Bogen fra Skabet og lagt den hen til ham, og næsten uden at vide, hvad han gjorde, havde Skuespilleren grebet den, og med et Blik nu og da i Bogen foredrog han Digtet helt og holdent uden mindste Besvær. Og selv da Frodes Drapa var endt, og denne mærkelige Leg havde varet en Time, kunde hverken han eller Barnet standse. Hun bad sagte: »mer, mer« og tog ham trohjærtet om Haanden, og Baltzer var selv fuldt saa ivrig som hun. Et Øjeblik sad han og betænkte sig, og saa gav han sig til i ganske jævne Ord at fortælle hende Indholdet af Kong Lear, Historien om den gamle Konge, hvis Døtre var utaknemlige, og som maatte flakke vildfarende og syg omkring, kun ledsaget af en Nar og en gammel Tjener. Og han blev dem alle tre efter hinanden: huskede næsten alle de mægtige Sceners frygteligste og mest rørende Ord. Det havde i mange Aar været hans højeste Ønske som Kunstner at spille Kong Lear, og naturligvis havde han ikke opnaaet det, men her i den lille Dagligstue, medens Mørket faldt paa, rejste han sin Kæmpe-
