258
Endelig da det var blevet helt mørkt, holdt Baltzer op og sank udmattet om paa en Stol.
»Tusind Tak, Baltzer,« sagde Melitta og lagde sin Haand paa hans Skulder, »jeg har aldrig moret mig saa godt i noget Teater, og De er en stor Skuespiller.«
»Ja — for Dorothea,« svarede han med et vemodigt Smil, tog hendes Haand og kyssede den.
»Tusind Tak, Baltz’,« lød nu ogsaa Dorotheas lille klare Røst, »i Aften havde du alle dine Stemmer med. Nu er jeg ganske rask.«
»Du har kureret Dorothea,« sagde Erik, »mon Kong Lear nogensinde har virket saadan før?«
»Det er vel Meningen,« sagde Baltzer og løftede derpaa Dorothea op for at bære hende i Seng. Men saasnart Dorothea var kommen til Sæde paa Kong Lears Heltearm, slog hun begge sine Arme om hans Hals, trykkede sig tæt ind til ham og fæstede sin uskyldige Barnemund paa hans Læber. Han trak sig hurtigt tilbage, men i det Samme styrtede Taarerne ham ud af Øjnene.
