275
var vel i Vejen for det almindelige Ceremoniel, men Fru Baltzer vovede dog Forsøget. Hun meldte først sit Komme med et Par ærbødige og vemodige Linier og indfandt sig saa selv hos den velvillige og humane Præst, der i Kjøbenhavn plejede at vie Fraskilte og prædike over selv de letsindigste af Teatrets Zigøjnerflok. Han modtog den smukke Dame med den elskværdigste Blanding af Galanteri og inderlig Deltagelse. Hun var nu ogsaa saare dejlig i sin Enkedragt med det lange Slør, og hun viste sig i Samtalens Løb ikke blot som en sand Troende men ogsaa som en kærlig og angergiven Hustru. Hun fortalte Præsten alt: hun angreb sig selv, fordi hun muligvis havde været for haard imod sin Mand — her vældede hendes Taarer frem — men hun beskrev ogsaa hans usalige Drikkesyge. Hun var maaske forfængelig, hvad Teaterlivet let førte med sig, men hun var ikke slet — og hun kunde sige, at hun var en god Moder. Og saa beskrev hun den forfærdelige Skandale, der altid fulgte med et Selvmord, og de onde Rygter, der selvfølgeligt nu kolporteredes om hende — og ganske opløst i Graad og Sorg,
18*
