17
Fru Duncker var praktisk — og endelig overlæssede hun de to smaa Drenge, der var Fru Berthas Glæde, med Gaver og Elskværdigheder af alle Slags. Fru Duncker var selv barnløs, og hun rent forgudede disse to forkælede og uartige Drenge, der næsten saa’ fordærvede ud i deres kokette Dragter og saare villigt modtog hendes Kys og Kærtegn og Gaver.
Ogsaa nu sad hun med dem tæt op ad sig. Den ene laa paa Gulvet op ad hendes Ben, og den anden, der sad i Sofaen ved Siden af hende, laa ind over hende og legede med Kniplingerne om hendes Kjoles Udskæring.
Fru Duncker var en lille, ganske lys Dame. Hendes Haar var gulhvidt og hendes Hud var af en matbleg hvid Farve, saa fin og skær, at den letteste Berøring satte røde Mærker. Hun plejede leende at paastaa, at naar hun stødte sig paa den ene Side, blev hun ikke blot gul og blaa og rød dér, men ogsaa paa den anden Side af Kroppen. Dog var hun fuldstændig sund og stærk, ikke en Smule tendre trods denne sin Skærhed.
2
