278
og straalende, efterladende kun et Taageslør, som hastigt fortog sig.
Følget skiltes hurtig. Fru Baltzer forsvandt i en Vogn. Løjtnanten gik stolt gennem Byen som den, der skulde oprejse den Sørgende og beskytte den Faderløse.
Men Vennerne gik tavse og søgte at undgaa Kaptejnen. Han lod sig ikke afholde. Han vilde snakke løs: først bande det nederdrægtige Vejr, saa bespotte Præsten og udskælde Fru Baltzer, og endelig haangrine over Aviserne, der næste Dag skulde bringe en rørende Beskrivelse af denne opbyggelige Ceremoni. Og da hans Ord ingen Anklang fandt i deres fuldkomne Overflødighed, blev han end mere gnaven. Han kom paalangs af Kragh og gik længe skulende til ham med et ondskabsfuldt Blik.
»Naa, han sagde da Farvel til baade Kone og Barn,« hvæsede han omsider:
Kragh svarede ikke. Buttenschøn vedblev:
»Kom han til Dem og klaged sig i Forvejen?«
»Nej — han klagede aldrig.«
